Hjemmelavet kattemad
Opskriften er sidst opdateret: 23/3-2026
Det er vigtigt at du anvender økologiske råvarer da konventionelle råvarer typisk indeholder rester fra medicin, pesticider og andre kemiske stoffer. Derudover bruges der typisk også forskellige former for vækstfremmere der får dyrene til at vokse uhensigtsmæssigt hurtigt, og konventionelle dyrs trivsel er i mange tilfælde meget dårlige. Næringsværdien i de økologiske produkter er ofte også bedre grundet dyrenes mere naturlige forhold, og kattene trives meget bedre, hvis man bruger økologisk fremfor konventionelt.
Vigtigt: Denne opskrift er IKKE egnet til en kat med nyreproblemer. Se opskriften nyrevenlig hjemmelavet kattemad i stedet for.
Ingredienser
- 700 g hakket kød, som f.eks.:
- oksekød (8-12% fedt).
- kylling med skind (uden ben).
- vildt som f.eks. dådyr eller krondyr, dog IKKE fasan.
- 200 g hakket hjerte (okse, kalv, vildt eller kylling). Kan erstattes af 200 g hakket kød og 2400 mg taurin (ud over basis taurin på 400 mg).
- 100 g hakket lever (okse, kalv, vildt eller kylling). Lever er ESSENTIEL og må ikke udelades fra opskriften.
- 400 mg taurin.
- 236 ml (ca. 2.3 dl) koldt vand.
- 2 rå æggeblommer (æggehvide indeholder avidin der neutraliserer B-vitaminet biotin, som katten har brug for, derfor skal æggehviden fjernes).
- 2 spsk. benmel. Det er meget vigtigt at produktet har det rette forhold imellem kalcium og fosfor på ca. 1.2:1, f.eks. GRAU knoglemel.
- 4000 mg fiskeolie (IKKE levertran/torskeleverolie). Vi bruger Ecolomega fra Natur-drogeriet.
- 200 mg E-vitamin. Vi bruger Berthelsen E-vitamin Extra der er naturlig.
- ½ tsk. Himalayasalt. Himalayasalt har et naturligt indhold af jod, så det er ikke nødvendigt at købe salt tilsat jod. Vi bruger f.eks. Himalayasalt til kværn - 500 g.
OBS!
Det er ikke nødvendigt at tilføje A, B eller D vitamin, da disse forekommer naturligt i rå lever.
Markedet er fyldt med urene, harske og forgiftede fiskeolieprodukter, vær sikker på at du ikke går på kompromis med kvaliteten. Der må ikke være anvendt opløsningsmidler, kemikalier eller syntetiske tilsætningsstoffer. Kapsler er bedre end flydende fiskeolie da den flydende hurtigere bliver harsk. Derudover tilsættes der ofte citrus til den flydende fiskeolie hvilken katte normalt ikke bryder sig om.
Fremgangsmåde
- Kom de rå æggeblommer i en stor skål og tilsæt rå hakket lever og hakket hjerte og 236 ml vand, og pisk det godt sammen.
- Kom benmel og taurin i skålen.
- Kom E-vitamin og fiskeolie i skålen ved at prikke et lille hul i hver kapsel og pres indholdet ud i skålen.
- Kom salt i skålen.
- Pisk ingredienserne sammen til en jævn masse.
- Til sidst kommes det hakkede kød i skålen, og det hele røres sammen. Konsistensen skal være ligesom tyk grød.
- Frys ned i portioner af ca. 130 g, hvilket nogenlunde svarer til hvad en voksen kat spiser dagligt.